Referat af generalforsamling 2024

REFERAT FRA GENERALFORSAMLING DEN 25. FEBRUAR 2024 I GRUNDEJERFORENINGEN ANSBO

(som er sendt til alle medlemmernes private mail-bokse, så bestyrelsen er sikret, at alle modtager denne vigtige information)

Solen skinnede, vi var 20 deltagere, formanden havde bagt nogle dejlige boller, og traktementet var flot!

Dagsordenen var følgende:

1. Valg af dirigent (bestyrelsen foreslår Wivi) og referent (bestyrelsen foreslår Carl-Erik)

Wivi blev valgt til dirigent, og Carl-Erik blev valgt til referent.

2. Beretning fra bestyrelsen om foreningens aktiviteter i løbet at året 2023

Søren gennemgik formandens beretning. Den drejede sig primært om vejen. Beretningen er vedhæftet dette referat. Beretningen blev taget til efterretning.

3. Godkendelse af det reviderede regnskab for 2023 og budget for 2024, herunder kontingent. 

Margit gennemgik regnskabet, der for 2023 endte med et overskud på 5.232,71.

Egenkapitalen er derfor ved årets udgang på 20.767,25.

Kontingentet foreslås uændret til 700 kr. også for 2024. Skal vi have ”dust” på vejen to gange årligt fremover, hvilket er et ønske, skal vi indstille os på drøftelse af en kontingentstigning i 2025 med 300 kr., men det drøftes på næste års generalforsamling.

4. Forslag fra bestyrelsen til drøftelse og beslutning:

  • Skal vi have regler for skiltning?

Der er enighed om, at vi ikke må opsætte skilte, uden at det først har været drøftet og godkendt på generalforsamlingen. Derefter fik vi en livlig diskussion om skiltning ved den lille sti ud til Gilbjergstien. Især Thomas (hus 19) var utilfreds med, at der kommer så mange, som ikke ser ud som beboere på vejen. Det giver urimeligt meget trafik. Vi landede på et rigtigt godt forslag fra Birthe (hus 21): Vi sætter et skilt op med nr. 23 i begge ender af den lille sti. Lene og Søren vil godt påtage sig opgaven.

  • Skal vi have snerydning, grusning og vedligehold af vejen, f.eks. med baggrund i tilbuddet fra Entreprenør Leisted-Jensen?

Søren havde indhentet et tilbud fra Leisted Jensen ApS, som blev gennemgået, især med baggrund i denne vinters isproblemer på vejen. Vejen var livsfarlig og så glat, at selv gruset blæste væk. Leisted Jensen kan gruse, så gruset bliver liggende. Der blev enighed om at godkende hans tilbud af 06.02.2024, således at han tilkaldes til snerydning og glatførebekæmpelse, når der er brug for det. Det koster 2.300 per time+ moms og med 300 meters grusning.

Derudover henstilles, at alle salter i fornødent omfang, indtil Leisted har gruset. Der kan ellers nemt ske skader på gående – og Wivi (hus 18 B) blev opfordret til at undersøge, hvem der har ansvaret, hvis nogen skades på vejen? Er det husejeren eller grundejerforeningen?

Vedligeholdelse af vejen skal Leisted have 8.424 + moms for. Der blev enighed om, at han har lavet et godt arbejde, og vi vil gerne have vejen vedligeholdt for dette beløb 1 x hvert andet år.

  • Anonym note til ejendommen Boholmsvej 6C (overfor Carsten og Marianne Busk), hvordan ”lufter” vi utilfredshed med forhold på vejen?

Ingen af de tilstedeværende vidste, hvem der havde skrevet det anonyme brev. Men alle var enige om, at sådan en utilfredshed, som vedrører vejen og anvendelsen af vejen skal forelægges bestyrelsen, som kan beslutte at håndtere den nu eller tage det op på generalforsamlingen. Anonyme henvendelser er ikke i orden og vil blive afvist. 

Birgitte (hus 17) havde talt med ejeren af Boholmsvej 6 C og fået at vide, at han byggede i sin fritid og ikke ville få udkørsel eller parkering på Hybenbakken, når han var færdig med byggeriet.

Der var enighed om, at det ville være ok, hvis Boholmsejendomme havde låge til Hybenbakken, men parkering på eller udkørsel til Hybenbakken er ikke tilladt.

  • Klippedage, hvornår og skal de foregå som hidtil eller skal der være ændringer? 

Vi blev enige om at fortsætte som hidtil – dog bliver første klippedag en måned senere, så vi har noget at klippe i😊

Noter allerede nu: 2. juni kl. 10.00 og 25. august kl. 10 som kommende klippedage! Det er hyggelige dage og en god anledning til socialt samvær.

5. Forslag fra medlemmer – ingen

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og én suppleant til bestyrelsen.

Wivi og Peter blev genvalgt og Willy blev valgt til revisor. Bestyrelsen består derfor fortsat af Søren Knudsen (formand), Margit (kasserer), Peter og Wivi.          

7. Eventuelt

  • Der kom en livlig diskussion om, hvor meget erhverv, der er tilladt at drive fra ejendommene, og hvilke regler erhvervene i så fald skal rette sig efter. Wivi blev bedt om på bestyrelsens vegne at undersøge, hvilke regler der gælder, f.eks. må erhvervet belaste vej mv. trafikmæssigt? må man inddrage vejareal? må man skilte uden for ens egen ejendom?
  • Der var også en drøftelse af, hvem der kunne have beskåret ved Højen og savet træer ned og endda på en meget grim måde. Ingen af de tilstedeværende kunne oplyse, hvem det kunne være, men der var enighed om, at det er helt uacceptabelt at lave selvtægt på dén måde. Det skal selvfølgelig først forelægges bestyrelsen, som tager stilling til, om et konkret forslag til beskæring kan ske nu eller vente til en generalforsamling. 

Lene, Birgitte og Lise vil godt påtage sig at retablere Højen med noget pænt grønt.

  • Thomas nævnte, at der kommer nye regler om betaling af grundskyld for fælles arealer. Der blev enighed om, at reglerne stadig er uklare, så vi venter med at tage stilling til dette spørgsmål, indtil reglerne er helt afklarede. Men punktet startede drøftelsen af, hvilke arealer er husejernes og hvilke er grundejerforeningens? Vi har vejen, stien, Højen og trappen ned til stranden, som vi opfatter som grundejerforeningens arealer. Men er det korrekt.

Wivi fik til opgave at få dette spørgsmål afklaret og lånte af Willy – med pligt til tilbagelevering i uskadt stand – en tinglyst deklaration fra 17. april 1959 og en afskrift af en deklaration fra 1950.

Så var dagsordenen udtømt, og dirigenten sluttede af med at takke for god ro og orden.

Stor tak til Søren og Lene for et fint arrangement.

Referent:

Carl-Erik Sølberg, hus 18 B.